Merkel og May er kvinder. Og så er de statsledere. Bør det virkelig være rækkefølgen?

I går mødtes den nye britiske premierminister Theresa May med den tyske kansler Angela Merkel for at diskutere det fremtidige forhold mellem Storbritannien og Europa efter Brexit. Og hvad bliver de to statsledere mon så spurgt om til pressemødet efter dette storpolitiske og ekstremt vigtige møde? “Hvilken betydning har det mon, at I er kvinder?” såmænd.

Ajmen altså. Kan det virkelig være vigtigt at spørge til deres køn og dets betydning i denne spændte situation? Skal vi også til at spørge om, hvorfor de har valgt det tøj, de har på? Og om de har husket at læse godnathistorier for deres børn?

Vi taler om et knudepunkt for hele Europas fremtid. Så har jeg svært ved at se, hvorfor det over hovedet skal bringes på bane, at May og Merkel er kvinder. Selv om de da uomtvisteligt er det.

Tilsyneladende syntes Theresa May dog ikke, det var et dumt spørgsmål. I hvert fald svarede hun frejdigt på det. Og tilkendegav endda, at hun mener, det har stor betydning, at de er kvinder. For, som hun sagde, så har de begge en “konstruktiv indstilling til diskussionerne og er meget opsatte på at gøre arbejdet og levere det bedste resultat for borgerne i vores lande”. (Citat fra Politiken)

Ajmen altså. Betyder det så, at mænd ikke ville være konstruktive?

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg synes, det er mest dumt, at spørgsmålet bliver stillet, eller at det bliver besvaret, som det gør. Men i hvert fald synes jeg, Merkel og May bør opfattes og vurderes som statsledere, og at det er fløjtende ligegyldigt, at de er kvinder. I hvert fald i denne sammenhæng. For jeg har ikke hørt nogen spørge Löfven, om det har nogen betydning for hans måde at tackle flygtningestrømmen på, at han er mand. Eller Hollande om hans identitet som mand har indflydelse på hans syn på det grusomme terrorangreb i Nice.

Fat bilnøglen – og kør derudaf

Jeg møder ofte kvinder, der ikke kører bil. Nogle har aldrig fået taget kørekortet. Men de fleste har faktisk papirer på køreevnerne. De har bare ikke kørt i en del år, og så er de blevet bange for at sætte sig bag rattet.

Selv var jeg heldig at kunne overtage en gammel spand af en bil, allerede da jeg fik kørekort som 18-årig. Derfor holdt jeg køreevnerne ved lige i årene efter, helt ind til den måtte lade livet (Hvil i fred, kæreste Opel Ascona).  Derefter gik der vist ikke mere end et års tid, inden jeg købte en spritny, knaldrød lille Suzuki Alto, fordi jeg i forbindelse med mit job skulle køre rigtig meget rundt og havde brug for fire hjul. Nøj, hvor jeg elskede den bil. Selvom min nuværende grå Citroën C3’er gør det godt, kommer den aldrig helt op på siden af den lille røde, der trods sit øgenavn “Rygsækken” (døbt af min jyske familie, der er vant til større biler) kunne rumme det mest utrolige (fx fem fuldvoksne mennesker eller et spisebord og fire stole) og kørte stædigt og stabilt derudaf. Lige til den ikke kunne mere.

Nå, dette skulle egentlig ikke handle om mit kærlighedsforhold til mine firhjulede følgesvende. Det, jeg bare vil sige, er, at jeg ved, jeg har været heldig at have biler og mulighed for at holde køreevnerne ved lige. Og at jeg sagtens forstår, man kan være nervøs for at begynde at køre bil, hvis man ikke har gjort det i mange år.
Men her vil jeg bare bede alle kvinder tænke over: Tror I, mænd ville være bekymrede over at sætte sig bag et rat, selv om deres køreevner var blevet lidt rustne?

Jeg er i hvert fald ikke stødt på nogen. Tværtimod er jeg stødt på flere mænd, der gladelig har meldt sig som chauffør, selv om de ikke er vant til at køre bil. Jeg må da også indrømme, at jeg flere gange har fortrudt at have taget imod deres tilbud, når køreturen derefter viste sig at blive halsbrækkende. Så på den måde er jeg stolt af, at kvinder er mere realistiske og går så meget op i trafiksikkerhed, at de gerne vil være HELT sikre på, at de er gode til at køre bil, inden de kaster sig ud i det igen.

Problemet er bare, at det bliver de aldrig, hvis de ikke får taget den første, lidt nervøse køretur. Og på den måde mister de – efter min ydmyge mening – en stor portion frihed, selvstændighed og glæde (At køre af sted alene i en bil med fuld musik og kaffe i koppen ved siden af – dét er ren mindfulness og terapi. Lige det vi ofte søger efter :-))

Så jeg synes, kvinder skal overtage lidt af mændenes overmod i forhold til køreevner (og så kan mændene få lidt af kvinders under-mod til gengæld) og min opfordring lyder: Kære kvinde – fat bilnøglen og kør derudaf. Første køretur kan jo være på en forladt parkeringsplads, næste på nogle øde landeveje (eller tag nogle køretimer, hvis du føler behov for det) – og vupti, så er jeg sikker på, du finder ud af, at du er meget bedre, end du tror. At du pludselig kan nå langt. Og at du fortjener at sidde i førersædet!

P.S: Dette gælder også, selv om du ikke har daglig adgang til en bil. Lån dig frem – og kom i gang alligevel! Jeg giver gerne køretimer på Amager 🙂

Et hurra-skrift for kvinder og fodbold og kombinationen af dem

Dette er et hurra-skrift.

Hurra for tidligere fodboldspiller Malene Marquard og sportsjournalist Arnela Muninovic, der i disse dage kloger sig på EM-kampene på lige fod med Flemming Povlsen, Christian Poulsen og Thomas Frank.

Hurra for både TV2 og DR, der har brudt det trivielle mønster med udelukkende mandlige eksperter i EM-studierne (Og VM-studierne, Champions League-studierne osv.)

Og hurra for alle de mænd og kvinder, der højlydt har givet udtryk for, at det er på tide.

Faktisk har jeg tænkt mig at glemme de (heldigvis få) klager og ytringer, der har gået på, at det er misforstået politisk korrekthed, når man har kvinder til at kommentere på fodbold, og at kvinderne ikke når de mandlige eksperter til sokkeholderne.

I stedet vil jeg blive ved med at råbe hurra, fordi signalværdien i at se kvindelige fodboldeksperter på skærmen er et lille fremskridt i en større sammenhæng. Og fordi de kvindelige eksperter i øvrigt taler for sig selv – deres viden og kommentarer er absolut på højde med de andres.

På det personlige plan håber jeg, det betyder, jeg ikke længere behøver at efterfølge mit “Jeg kan rigtig godt lide fodbold” med et “Jamen, det er altså rigtigt”. At jeg ikke længere bliver eksamineret i offside-reglen (som jeg altså godt kan) og hvem, der var topscorer i bundesligaen i 80’erne (som jeg altså ikke ved) for at få lov til at blande mig i en samtale om fodbold. At jeg ikke længere bliver set overbærende på, når jeg på stadion kommer med lige så højlydte gode råd til dommere og spillere, som mine mandlige med-tilskuere. Og at jeg ikke længere automatisk bliver overset, når der i alle mulige sammenhænge bliver arrangeret fodboldture eller fodboldkampe (for det er da kun mænd, der gider det….).

På det samfundsmæssige (og indrømmet, lidt vigtigere) plan håber jeg, det betyder, at danskerne får øjnene op for, at både mænd og kvinder kan spille fodbold, lide fodbold og have viden om fodbold. (Og at både kvinder og mænd i øvrigt også har ret til ikke at interessere sig en døjt for fodbold).

Jeg er helt med på, at herre-fodbold stadig er en større sportsgren end kvinde-fodbold. At der stadig findes flere mandlige fodboldeksperter end kvindelige. Og endda at der stadig er flere mænd end kvinder, der interesseret sig for fodbold. Men jo før vi indser, at fodboldkvalifikationer, fodboldinteresse og fodboldviden ikke hænger uløseligt sammen med vores køn, jo før kan vi lave om på dette mønster.
For det er da klart, der ikke er så mange kvinder, der begynder at spille eller interessere sig for fodbold, hvis de ikke bliver præsenteret for det i barndommen. Mens drenge stort set får en fodbold i sylten, så snart de bliver født og hurtigt forstår, de er lidt forkerte, hvis de ikke gider tumle rundt med den i haven i hvert ledige øjeblik, far har.

Vi får det da alle så meget sjovere, hvis kvinder, der er vilde med fodbold, og mænd, der ikke er det, ikke skal undskylde for det.  Og hvis alle kan få lov til at interessere sig for og tale om, hvad de vil (og ikke hvad traditionen siger). Så piger såvel som drenge kan blive budt en bold i haven og meldt til det lokale fodboldhold.
På den måde får vi et bredere udvalg. Af talenter, eksperter og tilhængere. På banen, i studierne og på tilskuerpladserne.

Så hurra igen for Malene Marquard og Arnela Muninovic.

Et sidste hurra skal lyde for, at det bestemt må være på tide, at Oddset én gang for alle, dropper deres irriterende “Der er så meget, kvinder ikke forstår”-reklamer. De har aldrig været sjove, hvis du spørger mig. Og nu må de i hvert fald siges at være “SO last year”.

 

Lad os sætte et punktum. Og komme videre.

Så er vi havnet der igen. Igen. Igen. Igen. Dér hvor stemmerne i diskussionen om køn og ligestilling er blevet så hæse af at råbe, at man bliver helt træt af sig selv, fordi man bliver ved med at gå op i det. Og træt af, at man hele tiden kan forudsige de forskellige debattørers næste træk.

Efter flere måneder med debat om friblødning og deslige, måtte det jo for eksempel komme fra Anne Sophia Hermansen i Berlingske:

“Kvindekampen er blevet en joke. Den frisættelse fra kønnet, som feminister oprindeligt kæmpede for, er blevet til en besættelse af kønnet, og hvor kvinder tidligere kæmpede for retten til et frit liv, kæmper nutidens feminister for retten til at få deres biologi og private kropsvæsker offentligt debatteret. Og hvorfor egentlig? Hvorfor er det så vigtigt? Mig bekendt insisterer mænd ikke på at få deres sæd vurderet i al offentlighed, og de kæmper heller ikke for retten til at gå med bar overkrop i supermarkedet. De kræver ikke landsdækkende opmærksomhed, hvis de barberer deres boller, og de sidder heller ikke i Deadline og debatterer, om det er undertrykkelse eller ej at få lavet en penisforstørrelse.”

Hun får som altid sluttet af med slå fast, at kvinder kun blander sig i ting, der handler om krop og børn – og at de er totalt ligeglade med alt andet. Især alt det, som er meget vigtigere end krop og børn. SomPanama-papirerne og salget af DONG, forstås.
Herefter vil vi se det sædvanlige efterspil. Det er sådan set allerede i gang. En lang række feminister vil skyde tilbage. Sige, at hun er helt galt afmarcheret. At kvinder hele tiden kæmper vigtige kampe. At det er vigtigt at få brudt tabuerne om friblødning og kusser i al almindelighed.

Og så står jeg der i midten igen.

Hvor provokerende Anne Sophia Hermansens indlæg end er, har hun en pointe.
Jeg er i hvert fald personligt også træt af at høre om kvinders ret til at bløde og vise deres kroppe frem i alle mulige og umulige sammenhænge. Mest fordi jeg slet ikke oplever, at der er så mange tabuer og så meget skam omkring kvindekroppen, som debatten antyder.
Og så fordi jeg er ked af, at denne debat (efter at den er blevet plastret ud over alt) fylder så meget i folks bevidsthed, at de bliver trætte af at diskutere ligestilling. Og det har vi sgu ellers rigeligt brug for at gøre. For uligeløn, ulige fordeling af barsel, børnepasning, barns første sygedag og opgaver i hjemmet, alt for få kvinder i ledelse, alt for få rettigheder til fædre osv. osv. ER en realitet. Så jeg kan også få lyst til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor vi lader det drukne i kussomater og menstruationsblod?

På den anden side vil jeg understrege, at det selvfølgelig ikke er i orden, hvis der er danske kvinder anno 2016, der skammer sig på grund af deres krop eller kropsfunktioner (Måske er jeg bare blind?). Og at jeg absolut ikke er enig med ASH i, at kvinder kun blander sig i debatter om køn – ej heller i at debatter om køn ikke skulle være lige så vigtige som debatter om DONG.
Berlingskes leder, der antydede, at kvinder går mere op i håndtasker end at bruge deres uddannelser på chefgangene, og den gode herre på Langeland, der mente, at el-forsyning var for kedeligt for kvinder, fordi der ikke blev talt om sko, viste da med al tydelighed, at der er behov for en ligestillingsdebat – og at en kamp for at sikre, at kvinder og mænd får lige muligheder i livet (og hver især bliver betragtet som mennesker i stedet for deres køn) absolut ikke er blevet irrelevant

Jeg synes bare, vi bør sætte et punktum. Og komme videre. Vi ville rykke SÅ meget mere, hvis vi bredte fokus ud og ikke var så sort/hvide i vores debat om ligestilling. Jeg synes, vi skal lade være med at være så forudsigelige, at vi hopper over på den ene eller anden side af (eller synker ned i) den ligestillings-debat-muddergrøft, der nu også indeholder friblødning. I stedet bør vi – feminister, antifeminister, mænd, kvinder, røde, blå, lilla og alt derimellem – være fælles om at tage ansvar. For alt – men især:

• For at holde op med at råbe af hinanden, og i stedet lytte lidt mere.
• For at give plads til debatter om både køn og DONG – og lade både kvinder og mænd komme til orde på alle fronter.
• For at dele barslen og tiden med vores børn mere imellem os (Eller i hvert fald være bevidste om og tage ansvar for de konsekvenser, det ellers har for vores liv).
• For at se statistikkerne (om f.eks. løn, uddannelse og karriere) i øjnene – og forsøge at finde konstruktive løsninger på uligheden med respekt for forskelligheden.
• For at se og værdisætte hinandens forskellige kvalifikationer, uddannelser, valg og indgangsvinkler på lige vilkår.
• For at stå ved os selv og vores personlige valg og lade være med at se os selv som ofre.
• For at gøre det, vi vil med vores liv – og ikke det, der forventes af os på grund af vores køn.
• For at se fremad i stedet for bagud.

Er der virkelig så kedeligt? Dér på midten?

Hvornår blev nøgenbilleder det nye “Hej”? Og hvem syntes, Dyrby blev diskrimineret?

“Åhr hvad, ham der ser da supergodt ud. Jeg må skynde mig hjem og tage et nøgenbillede af mig selv og sende til ham.”

“Nu har vi været på én date, så er det på tide at få gang i noget sexting og få vist, hvordan jeg ser ud uden tøj på.”

Altså, nu er jeg muligvis ved at være gammel-gnaven, men dette var sgu ikke hverdags-lingo, da jeg var teenager i 90’erne. Og jeg må indrømme, at jeg har meget svært ved at forstå de mange historier, der florerer i medierne lige nu, hvor især unge kvinder er blevet overrasket over, at de nøgenbilleder, de har taget af sig selv, er havnet lidt flere steder, end de havde beregnet. Og at en undersøgelse fra Center for Ungdomsforskning viser, at knap hver femte unge dansker i alderen 15-25 år har sendt et nøgenbillede til en anden.

Det er såmænd ikke, fordi jeg er kropsforskrækket. Jeg tænker bare: Hvornår blev det lige almindeligt at trykke “Send” på et nøgenbillede af sig selv til folk, man knapt nok kender, men bare gerne vil i kontakt med? Hvad er der galt med lige at få sagt “Hej”, inden man smider kludene?
Og hvornår begyndte det at gå hen over hovedet på folk, at hvis man tager et nøgenbillede af sig selv og deler med andre elektronisk, så er  det mere reglen end undtagelsen, at det billede dukker op utilsigtede steder (og bider en i den afklædte røv)?

Det er selvfølgelig ikke fordi, jeg synes det er okay, at nøgenbilleder bliver delt i vildskab, og at folk griner og savler over de nøgenbilleder af klassekammeraterne, de får tiltusket sig. Eller at andre perverse stoddere finder og bruger billederne og videoerne til ting, de bestemt ikke var planlagt til (Og hvis nogen er blevet presset ud i sexfotos og sexvideoer eller hemmeligt optaget, er det jo en helt anden sag).
Jeg mener bare, at det er et vilkår, det er meget svært at komme udenom. Og det betyder, at man måske lige skal tænke sig om en ekstra gang, inden man stiller sig nøgen op foran sit smartphonekamera eller trykker record, så snart man dyrker sex. Det har forældre, lærere og alle mulige andre omkring de unge et stort ansvar for at få kommunikeret (og efterleve….). Især hvis de unge er blevet så vante til de sociale medier, at de ikke tænker over, at der måske bør være grænser for, hvad man deler (og ikke gransker, hvorfor de over hovedet har behov for at dele så mange nøgenbilleder af sig selv).

Jeg må dog sige, at jeg selv med mine allermest ligestillings-skarpe briller på (Og dem har jeg flere par af), ikke kan se dette her som et ligestillings-problem. Jeg mener ikke, det handler om, at kvinder skal have ret til deres egen krop og ret til at udtrykke sig. For den ret har vi. Vi kan posere nøgne alt det, vi vil. Ligesom tidligere TV2-redaktør Michael Dyrby gjorde det.
Alle risikerer bare – som han – at ende i en ubehagelig suppedas, hvor billederne florerer rundt i alle mulige og umulige kanaler og får langsigtede konsekvenser. (Mig bekendt var der bare ingen, der talte om, at Dyrby var blevet kønsdiskrimineret, og at han burde have ret til sin egen krop og til at dele nøgenbilleder af sig selv. Der lod til at være bred enighed om, at han selv var ude om problemerne, når han sendte den slags billeder afsted).

Så i stedet for at gøre dette til et ligestillings-problem (dem har vi rigeligt af – så vi behøver ikke skabe nye), synes jeg bare, både mænd og kvinder bør huske, at der kan være konsekvenser, når vi deler nøgenbilleder af os selv – og at det er meget svært at begrænse publikummet. Klammerterne findes derude – og de sociale medier og sexting-trenden har gjort verden til et skønt sted for dem.
Vi lader jo heller ikke være med at låse døren, fordi vi synes, det er uretfærdigt, at vi kan blive udsat for indbrud. Nej, vi låser forsvarligt og sikrer os med alarmer, kæder og Nabohjælp, fordi vi har forholdt os til, at der findes indbrudstyve derude, og at vi må beskytte os imod dem, så godt vi kan.